Isfjorden – et ”must see”

For noget tid siden, sad jeg i kaffestuen og snakkede med en af vores læger, Torben, der havde planer om at skulle til Ilulissat (Jakobshavn) og se isbjergene. Og det lød jo spændende, så vi besluttede at tage af sted sammen.


Søndag morgen kl. 0730 begav vi os mod færgen. Der blæste en vældig vind fra syd, med super kold luft direkte fra indlandsisen. Færgen kæmpede da også noget med at komme i havn. Så meget at Torben nåde tilbage efter en trøje og så alligevel fik det koldt af at vente.Vel ombord på færgen, gik vi i gang med morgenbuffeten og havde en god, men gyngende, sejltur.


Cirka en time før ankomsten til Ilulissat begyndte mængden af isbjerge omkring skibet at vokse betragteligt. Heldigvis havde vinden lagt sig en del, så vi kunne stå og nyde synet af disse kæmpe is kolosser, vejret var også blevet fint med sol og blå himmel.


Desværre var skibet blevet noget forsinket og de 4 timer i land var skrumpet til 3. Men vel forberedt sat vi kursen direkte mod den gamle heliport hvorfra vi skulle følge en vandrerute. På vejen kom vi forbi hundesletten og den gamle kirkegård. Der var en del sne og Torben vandt prisen for bedste styrt, mens jeg vandt for styrt i dybeste snedrive.


Efter passage af et par stigninger blev vi ramt af det storslåede syn ud over isfjorden. Det kan simpelthen ikke beskrives med ord og ingen af de billeder jeg har taget er lige så storslået som udsigten og naturen her. Isbjergene knækker af isbræen i bundet af fjorden og sejle ud mod havet. Fjorden er 1200m dyb, men ved mundingen er vandstanden kun 3-400m, hvilket betyder at isbjergene går på grund og klumper sammen, indtil de bliver tvunget videre ud i havet af isen fra fjorden.


En mængde af farvespil i isen, fantastiske former, solen der blive dækket af skyer så hele udsigten ændres, lyden af is der knækker og knager og ind i mellem dette, dyb stilhed.Sagt på en anden måde: det perfekte sted til kaffe og chokolade.


Vel tilbage på skibet, skulle vi se udsejlingen fra Ilulissat. Nu var solen dækkes af dis, hvilket betød at isen fremstod i mange blå nuancer. Endnu et fantastisk syn.Aftensmaden stod på friskfanget laks og ellers blev der slappet af i skibets biograf. Vel tilbage i Aasiaat, hvor det var begyndt at sne, satte vi kursen mod sygehuset. Klar til vagt næste morgen.

Se flere billeder her: http://picasaweb.google.com/J.N.Mogensen/September09?feat=directlink

En vandretur på øen

En dejlig fridag bør bruges fornuftigt og det var den store plan.
Jeg havde fået fortalt, at der findes et godt sted til at plukke blåmuslinger ovre på den anden side af øen. Dermed var destinationen for en vandretur lagt.
Nu var det jo så heldigt at samme formiddag ankom mit gods fra Danmark, dvs jeg havde rygsæk, vandrestøvler og termokande til rådighed, tre vigtige elementer på en vandretur.


Når man nu kommer lidt væk fra byen, er der kun et at sige: naturen er så fantastisk. Lige fra den bedste udsigt, det klareste vand og klippe landskabet, til den dybeste ro når man sidder på en klippe og kigger ud over havet. Grønland for krop og sjæl, kunne være et fint motto her.
Midt som man går og tror man er den eneste i miles omkreds, møder man en kollega Birte, vores udviklingssygeplejerske, var også ud at samle blåmuslinger. Og for det ikke skal være lyv, kom Helene vores farmaceut også forbi.
Men blåmuslinger var der heldigvis nok af, så jeg fik samle en god pose til aftensmaden.


Vel hjemme igen, var det tid til at surfe på nettet. Det er der man finder en opskrift på muslinger. Min erfaring med disse skaldyr er meget lille og mængden af husråd er enorm.

- Man må ikke spise dem der ikke lukker sig når de bliver slået mod bordet; mit problem var nu at få dem til at åbne sig.
- Man skal klippe skægget af dem; hvad for noget skæg? Det er jo ikke julemandsmuslinger.
- Man skal ligge dem 8 timer i køleskabet i kold vand, drysset med havregryn, så vasker de selv sandet væk; punkt 1 der var ingen sand, punkt 2 jeg var ved at blive sulten.
- Man skal smide dem væk der ikke åbner sig i koldt vand; det ville jo betyde jeg ikke havde flere tilbage.
- Man skal smide dem væk der ikke åbner sig når de bliver kogt; bestem jer nu, varm vand - kold vand, man skulle tro det var en videnskab.

Planen blev at ligge dem i håndvasken dækket af vand og hvis nogen gjorde noget mærkeligt, røg de ud. Det var der ikke, men for at leve op til husrådene kasserede jeg et par stykker og følte egentligt jeg var ret god til at vurdere muslinger.

Se nu skete der det, at det hele lykkedes så godt at jeg glemte at tage billeder, men skidt det bliver ikke sidste gang jeg spiser blåmuslinger, for det smager bare godt.
Og så for at demonstrere totalt overskud, sluttede jeg dagen med at bage pølsehorn.

Ankomst til Aasiaat

Så er jeg ankommet til første destination på mit Grønlandsophold. By en Aasiaat der ligger i bunden af Diskobugten cirka midtvejs op på vestkysten af Grønland.
Planen er at jeg skal være her ind til d. 15. december, hvor jeg flytter 75 km mod syd til byen Qasigiannguit. Jeg er blevet godt modtaget af personalet på og er netop færdig med mit introforløb så jeg kan virke selvstændigt i vagterne.

Nu er det jo engentligt forkert at starte indlæget med "så er jeg ankommet..."som om jeg lige er stegt ud af flyveren. Jeg har faktisk været her 3 uger og tiden er fløjet afsted. Føler faktisk jeg lige steg ud af flyveren i går, så det giver eftertanke at skrive med tilbagevirkende kraft.
De sidste uger har været spækket med indtryk og jeg vil ikke trætte jer med at remse alt op her. Arbejdet har selvfølgelig fyldt en del, sygeplejerskerne må en del mere her i Grønland, end de må i Danmark. Det er fedt at kunne klare mindre behandlinger, uden at skulle venter flere timer på en læge der gør det samme som jeg allerede har gjort.
Jeg har følt det som en større tilfredshed med mit arbejde og jeg tror også at patienterne syntes det er en fordel.

Nu er jeg her og nu har jeg en blog, så jeg håber jeg kan få tilføjet indlæg med jævne mellemrum.
Ligeledes slipper I også for, at jeg spammer jer med flere hundrede mails og billeder.

Det bliver så moderne...

Så var det lige at jeg fik en opfordring til at lave en blog. Og det har jeg så gjort.
Planen hjemmefra var at lave en hjemmeside med billeder og alt muligt fint stads.
Det er så kun blevet til indlæg på facebook, hvilket jo også er meget smart om end begrænset i brug, især til tekst.
Men dette skulle så være løsningen hvor jeg kan skrive og vise billeder til dem der vil se det.
Hvor lang tid det vil tage for en teknisk underbegavet nurse og få en blog til at se godt ud og fungere, er der ingen der ved. Men bær' over med mig og kryds fingre for at det bliver godt.