tirsdag den 27. september 2011

Sælfangst - eller forsøg på samme

Tirsdag gik hen og blev en super flot dag. Jeg startede med at spise morgenmad hos Michael. Med længsel i blikket blev der kigget ud over havet. Michael, der er med krykker, kunne ikke komme med, så jeg tog af sted alene.
Vandet var spejlblankt, ikke en vind rørte sig, der var et par graders frost, men en stærk sol gjorde det lunt. Helt igennem fantastisk.
Sælerne var der også i stor stil. Men jeg må erkende at jeg ikke er den store sælfanger. Det med at både sejle og skyde og så se hvilken retning sælen dykker, er lidt for svært til mig.
Næste gang må jeg have en wingman med i båden, så tror jeg chancerne er større.

Blankt hav, selvom jeg ligger midt ude i Diskobugten.

lørdag den 24. september 2011

Puisi Suaasat

Jeg har lige været på afdelingen og Magdalena havde lavet den heftigste Suaasat med sæl.
Nøj, det smagte godt. For to år siden sad jeg i Aasiaat og nippede til et lille stykke uden den store fornøjelse, det har ændret sig nu. Men min lille danske mave kan stadig ikke klare det grønlandske mad med sæl og spæk i større mængder. Nu har jeg ondt i maven, mon ikke det snart går over???

Faktaboks:
Hvad er suaasat?
Man tager noget kød, her sæl, i store klumper med spæk og proppe det i en gryde sammen med et løg. Nu koges det i lang tid, når man tror det er færdigt skal det koges et par timer mere.
Nu tages sælen op og der tilsættes grødris i gryden. Så har man en "suppe" der ligner brun opvaskevand med ris, samt velkogte sælstykker der serveres med sennep og surt.

fredag den 9. september 2011

Ups

Hm, så var det lige at man skulle bakke ambulancen ned af bakken og pludselig var der ikke mere vej. Det var en ret dum situation, som der heldigvis er blevet fortiet og kun kendt af få.
Heldigvis vil I der forvilder jer forbi bloggen ikke sprede rygtet.

Tak til Karen for medfølelse og tanke på om mit mentale helbred kunne klare det.
Tak til Michael der holdt de dårlige kommentarer til et lavere niveau end forventet.
Tak til Kristian og gummigeden der hev mig fri igen.

Ja og så stod bunden på en sten.