Jakob Mogensen: Svømmetur / Fjeldtur

Nu var sket der det at en fejl blev til gode muligheder. Af ukendte årsager var der lige pludselig en ekstra sygeplejerske til rådighed. Det kunne udnyttes ved at Michael og jeg holdt fri på samme tid og dermed var grundlaget for en fjeldtur lagt.

Vi planlagde turen sammen med Michael (elektriker) der også trængte til at gå i fjeldet. Med kom også Gu, en kineser der arbejder på fabrikken.

Op til turen blev vejrudsigten studeret nøje, men da man ikke kan stole på den slags tog vi af sted med krydsede fingre og håb om at et lille rensdyr ville komme vores vej.

Det var en tåget afgang fra Qasigiannguit. Sigtbarheden var lille men heldigvis var det kendt farvand hele vejen og kortplotteren er god. Der var også udsyn nok til at se de isklumper der kunne være i vejen. Nær ved vores ankomstpunkt i Kangersuneq lettede tågen, desværre blev den afløst af regn. Skidt med det, båden blev parkeret (med dobbelt anker) og turen gik mod den planlagte lejrplads. Ruten gik i bunden af en dal, langs en flod. Det var bare ikke til at forudse af der kom et vandfald med mange glatte sten. En meget spændende udfordring. Men gennem regn det gik og endelig ankom vi til lejrpladsen. I noget nær tørvejr fik vi etableret en lejr, men da vi ikke havde set noget vildt på vejen, var eneste mulighed for kød til middagen at fiske i floden. Det blev til 3 gode ørreder og vi kunne gå mæt i seng.

Heldigvis oplevede vi lidt bedre vejr tirsdag. Vi lod lejeren så og gik længere ind i landet for at se efter noget vildt der kan supplere maden. Efter en times vandring kom vi til det sted hvor vi troede vi havde slået lejr. Hm, det er svært at navigere i det grønlandske fjeld. Der var masser af spor fra vildt, både rensdyr, moskus, hare og ræv, men vi så intet. For sjovt jokede vi med at når vi kommer til lejeren står der en lille moskus vi kan spise til aftensmad. Det holdt næsten stik. Da vi fik indblik på lejren, stod der en kæmpe moskustur knap 20 meter fra teltene. Sådan en basse på størrelse med en lille Fiat, var ikke det vi havde drømt om. Vi observerede den noget tid for at se om den selv gik væk, men da det ikke var tilfældet måtte vi skyde for at skræmme den. Det lykkedes og den luntede modvilligt væk. Vi fulgte den et stykke for at være sikker på den ikke lige kom tilbage.Vi burde nok have skudt den så vi kunne få kød til aftensmaden. Vi havde jo ikke skudt noget og der var heller ikke held ved fiskeriet. Heldigvis havde vi back-up pølser med...

Onsdag morgen var regnen tilbage med fuldkraft. Efter to dage med regn og lille udsigt til fangste besluttede vi at sætte kursen mod båden igen. Vi vidste jo at der ventede en hård tur, især grundet de mange glatte sten og vandfaldet der skulle forceres. Men vi vidste også at der var god mulighed for at fange ørreder, faktisk så mange at de kan tages med hænderne. Som en lille snack havde Gu fanget nogle stykker der blev spist rå, på vejen op. Vi fangede en masse og tog dem med ned til kysten hvor vi tilberedte dem.
Det er en dejlig følelse at se MecMac på det sted man efterlod den, når man har været væk i tre dage med dårligt vejr. Og når den så starter med det samme, er det helt perfekt.

Turen hjem blev dog ikke så gnidningsløs. Grundet det dårlige vejr var der en del bølger og vi fik nogle ordentlige tæsk. Gu og Michael blev sendt ned i kahytten så de havde noget at holde fast i. Jeg havde heldigvis styret at holde i, men det var træls at skulle stikke hovedet uden for og kigge efter is. Vi ankom til Qasigiannguit omkring midnat. Her var vejret bedre og vi kunne se nordlys på himlen.

Selv om det var hårdt, især på grund af vejret, var den en super fed tur.