søndag den 10. april 2011

De søde hvalpe

Så sidder man der i solen og kigger efter forsyningsskibet. Det er -15, men føles ikke koldt. Det er faktisk rigtigt dejligt bare at blive gennembagt af solen. Foran mig ligger to hundehvalpe. Michael har døbt to hvalpe, "Knold og Tot", mens jeg har døbt en sidste "Vom". Det er Tot og Vom der ligger og dovner i solen. Tot værdiger mig et enkelt blik, mens Vom er ligeglad. Mens man sidder der, kommer tre folkeskole elever forbi. De pjatter lidt i sneen og får sat lidt liv i hvalpene. Men hurtigt rammer dovenskaben igen. Hvalpene flader ud og de unge sætter sig på bænken, pjatter og snakker, og holder øje med forsyningsskibet der nu er på vej ind. Michael kigger også forbi, hundene opfører sig nærmest som var de i koma og gider absolut intet. Det lykkedes dog for Michael (og en håndfuld hundekiks) at sætte lidt skub i dem. Forsyningsskibet, der har bokset lidt med isen, har nu sat sig fast og røre sig ikke ud af flækken. Med tanken om at det kan tage timer inden skibet får assistance, må opmærksomheden rettes mod aftensmaden. Det bliver noget så dansk som medister. Hvalpene er smuttet om bag huset og har fundet et nyt sted at dovne, de tre unge har tændt for lidt musik og snakker og griner, mens Michael, tja han bliver inviteret på aftensmad...
Der er ikke meget liv i de hunde...

-men lidt hundekiks hjælper.

Der poseres for kameraet.

Det lille forsyningsskib ses i baggrunden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar