Hjem fra Nuuk

Aldrig har jeg fløjet i så dårligt vejr... Det startede ellers som det plejer. Jeg møder op i lufthavnen og får besked på at flyet er forsinket, men her sker der så noget helt anderledes. Jeg bliver ombooket til en tidligere afgang og en halv time efter ankomst flyver jeg fra Nuuk og ankommer i Sønder Strømfjord. Her går det egentligt også som forventet og jeg kommer på flyet til Aasiaat. Men så er problemet at sådan en flyver skal ned igen og gerne under kontrollerede forhold. Men der var masser af sne og kraftig vind, så indflyvningen blev meget ustabil. Da jeg endeligt kan se landingsbanen, kan også se at flyveren nærmest flyver sidelæns og først rettet ind idet det første hjul rammer asfalten. Normalt mener jeg ikke at man skal klappe når en pilot lander en flyver, det er jo hans job og der er ingen klapsalver når jeg langer et par piller over disken eller stikker nåle i folk. Men dether var godt gået og da jeg endeligt fik sluppet mit greb om armlænet fik hans da også tre klap. Planen har var så at jeg skulle videre med helikopter til Qasigiannguit, men vejret var for dårligt og jeg måtte blive i Aasiaat. Heldigvis kunne jeg så besøge Peter og Rina, Daniel og lillebror. Det var rigtigt dejligt at se dem igen. Næste dag mødte jeg op i lufthavnen. Helikopteren var ankommet, men vejret var blevet være. Nu er det sådan at der kun er en hangar til helikopter i området og da det ikke er i Aasiaat gør de lidt ekstra for at komme i luften så helikopteren kan står tørt og godt om natten. Jeg havde ikke troet på det, men vi fløj. Føj en dårlig tur. Lavt hen over vandet, mens vi blev kastet frem og tilbage. Men heldigvis glemmer man det hurtigt, når bare man kan komme hjem.

Aasiaat lufthavn, lidt svær at se.

Indflyvning til Qasigiannguit, man kan se min lejlighed.