Et stille sted på jord

Så har jeg haft min første uge i Attu. Det er et meget stille sted. Jeg skal egentligt arbejde fra 8 til 16, men det er simpelthen ikke muligt. Møder kl 9 og prøver så at få 2-3timers arbejde til at fylde resten af dagen. Der er god tid til kaffepause...
Der er heller ikke det store at se til i vagterne, så det er bare stille.
Bygden har omkring 200 indbyggere, en kirke, en skole, en butik og en havn. Den store beskæftigelse her er fisk og fangst. Der er faciliteter til indhandling af torsk, så der kommer både fra byens fiskere og fra andre steder.
Jeg er blevet mødt af flinke mennesker hele vejen, men der er ikke mange der taler dansk. Det gør det lidt svært for mig at have kontakt til folk i byen.
Alle man møder hilser pænt og man får også nogle gange en gebrokken snak, med mit sparsomme grønlandsk og lidt sparsomt dansk den anden vej.
De sidste dage er der nogen der hilser med "Hey, niviasiaq" og så griner de. Niviasiaq betyder sygeplejerske så det er ikke så mærkeligt, men det kan også betyde lille pige hvilket forklare hvorfor der grines.
Fritiden går med en masse film på computeren og nogle vandre- og løbetur i fjeldet. Naturen her er meget flot. Knap så barsk som ved Qasigiannguit. Fjeldet er mere blødt i formerne.

Udsigt over Attu. I baggrunden ses den karakteristiske ø, Rifkol, der er vigtig for sejlads og meteorlogiske angivelser.

Sygeplejerske stationen. Der er konsultation i stueetagen og bolig på 1. sal.

En spejlblank vandsø. Jeg henter drikkevand her, da det smager bedre end det fra vandhanen.