Attu

For 5 dage siden blev vi kontaktet og spurgt om vi kunne sende en sygeplejerske fra Qasigiannguit til bygden Attu. Vi kom hurtigt til enighed og jeg skulle afsted. Det var fredag, tirsdag sad jeg på båden til Aasiaat hvor jeg skulle have en overnatning inden jeg skulle sejle videre til Attu.
Nogle dage for inden var Bodil og Flemming kommet til Aasiaat, Flemming var læge i Qasigiannguit i julen sidste år. Det var et utroligt dejligt gensyn.

Og så går det løs...
Hele natten blæste det i Aasiaat og der var meldt kuling og storm på hele strækningen til Attu.
Den 150 km og 10 timer lange sejltur til Attu blev noget af det værste jeg nogen sinde har oplevet. Lige så snart vi kom væk fra de beskyttende øer omkring Aasiaat slog blæst og bølger til. Det lille skib var degraderet til en tennisbold i en vaskemaskine. Der var ikke meget der var sikkert, andet en at det ikke lå stille på noget tidspunkt.
Passagerene var delt i to grupper. En gruppe der klamrede sig fast til sædet med den ene hånd mens de prøvede at koordinere "brækpose til mund" bevægelsen med den anden. Der blev jamret og kaldt ofte (men forgæves) på Ulrik. Den anden gruppe forsøgte at bevæge sig rundt mellem den flyvende bagage. En hjælpsom herre forsøgte flere gange af placere bagegen i stativet igen, men indså tilsidst at når det lå på gulvet er det kun anklerne der bliver ramt.

Her sidder man så og bruger alt viljekraft på at overbevise sig selv om at søsygepillerne faktisk virker, mens man overvære en mærkværdig ukoordineret ballet blottet for alt ynde. Deltageren er en mand i gummistøvler der slingre ned af gangen i en mission om at bringe en pose til sin søn, mens han griber et spædbarn, hopper over en flyvende kuffert og ser ud som om alt er som det plejer. Smukt akkompagneret af en ældre dame der højlydt kaster op og kvinden over for mig der klamre sig til bordet og hviner hver gang der kommer en bølge.

Et forsøg på at tage et billede af situationen

Da vi nærmede os Attu begyndte vinden at lægge sig og der kom lidt opklaring fra syd. Og da vi så kom indenskærs slap vi også for de værste bølger og jeg turde at bevæge mig udenfor, det var endda muligt at tage et billede.

Det lysner og vinden lægger sig

Jeg blev modtaget og ført til sygeplejerskestationen hvor jeg skulle bo. Det blev en kort intro. Her skal du bo, her er nøglen, her er telefonen du har vagten. Men der skete heldigvis ikke noget, så jeg kunne sove godt igennem. Det var tiltrængt. Jeg syntes stadig gulvet gyngede her til morgen. Men mere om det og opholdet senere...

Udsigt fra min lejlighed. Det blev til et glimt af solen.