Sælfangst

Lørdag var jeg på sælfangst med Olines mand Jan. Først satte vi kursen direkte ud i Davis strædet. Fuld fart på, i en åben jolle og gennem store bølger. Jeg er sikker på vi fløj helt ud af vandet mindst en gang. Fart blev nemlig sat ned derefter.

Der var nogle sælflokke udenskærs, men grundet de store bølger var det ikke til at ramme med riflerne.


Der står en gut ude foran som har udkiggen. Når han ser en sæl affyre han et skud mod den, så den dykker. Jollen sejler så frem, med fuld fart, til det sted sælen dykkede. Tricket er at skyde sælen når den så kommer op igen. Er det ikke muligt at ramme, skyder man i nærheden så den dykker hurtigt og derfor er nødt til at komme hurtigt op igen.

Jan styre jollen. Når det gik hurtigst sejlede vi omkring 60 km/t. Det er ret hurtigt...

Udsigt mod Davis strædet og en af de andre joller der deltog. Denne form for fangst er ikke så let endda. Og det endte da også ud i af vi kom hjem uden noget.

Der er flere nedlagte bygder i området. Befolkningen blev samlet i Attu og de små bygder lukket ned.


En heldig sæl der fik lov at svømme videre. Der er meget polemik omkring sælfangst. Den form for fangst der udøves i Grønland kan på ingen måde sammenlignes med den måde små sæler blev dræbt i hobetal i bla. Canada. Desværre har miljøorganisationer som Greenpeace ødelagt grønlændernes mulighed for at sælge sælprodukter. Da der blev lavet kampanger, havde Greenpeace ikke undersøgt sagen ordentligt og har derfor fordømt grønlandsk fangst på et falsk grundlag. Godt nok har Greenpeace undskyldt mange år efter, men det er uden effekt, skaden er sket. Sidste udvikling i sagen er EU's planer om at forbyde import af sælprodukter.
Jeg bliver harm over at store organisationer dømmer et folk der jager med stor respekt for naturen og dens bæredygtighed, bare fordi man ikke har undersøgt sine sager ordentligt.
Når to mand bruger 6 timer og sejler omkring 80 km for at fange en eller to sæler og nogen gange ingenting, kan det vel næppe kaldes rovfangst.
Føj Greenpeace. Føj EU.

Det er vist første gang jeg er blevet politisk her på bloggen...

Et stille sted på jord

Så har jeg haft min første uge i Attu. Det er et meget stille sted. Jeg skal egentligt arbejde fra 8 til 16, men det er simpelthen ikke muligt. Møder kl 9 og prøver så at få 2-3timers arbejde til at fylde resten af dagen. Der er god tid til kaffepause...
Der er heller ikke det store at se til i vagterne, så det er bare stille.
Bygden har omkring 200 indbyggere, en kirke, en skole, en butik og en havn. Den store beskæftigelse her er fisk og fangst. Der er faciliteter til indhandling af torsk, så der kommer både fra byens fiskere og fra andre steder.
Jeg er blevet mødt af flinke mennesker hele vejen, men der er ikke mange der taler dansk. Det gør det lidt svært for mig at have kontakt til folk i byen.
Alle man møder hilser pænt og man får også nogle gange en gebrokken snak, med mit sparsomme grønlandsk og lidt sparsomt dansk den anden vej.
De sidste dage er der nogen der hilser med "Hey, niviasiaq" og så griner de. Niviasiaq betyder sygeplejerske så det er ikke så mærkeligt, men det kan også betyde lille pige hvilket forklare hvorfor der grines.
Fritiden går med en masse film på computeren og nogle vandre- og løbetur i fjeldet. Naturen her er meget flot. Knap så barsk som ved Qasigiannguit. Fjeldet er mere blødt i formerne.

Udsigt over Attu. I baggrunden ses den karakteristiske ø, Rifkol, der er vigtig for sejlads og meteorlogiske angivelser.

Sygeplejerske stationen. Der er konsultation i stueetagen og bolig på 1. sal.

En spejlblank vandsø. Jeg henter drikkevand her, da det smager bedre end det fra vandhanen.

Attu

For 5 dage siden blev vi kontaktet og spurgt om vi kunne sende en sygeplejerske fra Qasigiannguit til bygden Attu. Vi kom hurtigt til enighed og jeg skulle afsted. Det var fredag, tirsdag sad jeg på båden til Aasiaat hvor jeg skulle have en overnatning inden jeg skulle sejle videre til Attu.
Nogle dage for inden var Bodil og Flemming kommet til Aasiaat, Flemming var læge i Qasigiannguit i julen sidste år. Det var et utroligt dejligt gensyn.

Og så går det løs...
Hele natten blæste det i Aasiaat og der var meldt kuling og storm på hele strækningen til Attu.
Den 150 km og 10 timer lange sejltur til Attu blev noget af det værste jeg nogen sinde har oplevet. Lige så snart vi kom væk fra de beskyttende øer omkring Aasiaat slog blæst og bølger til. Det lille skib var degraderet til en tennisbold i en vaskemaskine. Der var ikke meget der var sikkert, andet en at det ikke lå stille på noget tidspunkt.
Passagerene var delt i to grupper. En gruppe der klamrede sig fast til sædet med den ene hånd mens de prøvede at koordinere "brækpose til mund" bevægelsen med den anden. Der blev jamret og kaldt ofte (men forgæves) på Ulrik. Den anden gruppe forsøgte at bevæge sig rundt mellem den flyvende bagage. En hjælpsom herre forsøgte flere gange af placere bagegen i stativet igen, men indså tilsidst at når det lå på gulvet er det kun anklerne der bliver ramt.

Her sidder man så og bruger alt viljekraft på at overbevise sig selv om at søsygepillerne faktisk virker, mens man overvære en mærkværdig ukoordineret ballet blottet for alt ynde. Deltageren er en mand i gummistøvler der slingre ned af gangen i en mission om at bringe en pose til sin søn, mens han griber et spædbarn, hopper over en flyvende kuffert og ser ud som om alt er som det plejer. Smukt akkompagneret af en ældre dame der højlydt kaster op og kvinden over for mig der klamre sig til bordet og hviner hver gang der kommer en bølge.

Et forsøg på at tage et billede af situationen

Da vi nærmede os Attu begyndte vinden at lægge sig og der kom lidt opklaring fra syd. Og da vi så kom indenskærs slap vi også for de værste bølger og jeg turde at bevæge mig udenfor, det var endda muligt at tage et billede.

Det lysner og vinden lægger sig

Jeg blev modtaget og ført til sygeplejerskestationen hvor jeg skulle bo. Det blev en kort intro. Her skal du bo, her er nøglen, her er telefonen du har vagten. Men der skete heldigvis ikke noget, så jeg kunne sove godt igennem. Det var tiltrængt. Jeg syntes stadig gulvet gyngede her til morgen. Men mere om det og opholdet senere...

Udsigt fra min lejlighed. Det blev til et glimt af solen.