fredag den 9. oktober 2009

Evakuering

Fredag blev jeg på afdelingen lidt længere for at ordne det sidste fra dagen. Mens jeg sad der blev der ringet til vagthavende at der var en dårlig patient i Ikerasaarsuk, som de gerne ville have evakueret ind til Aasiaat sygehus.
Jeg fik lov til at tage ud og hente patienten, det var jo rart med noget der lignede det jeg kender hjemmefra. Med skulle også to stud.med.'er Jonas og Felix.
Turen foregik i speedbåd, en sejltur på cirka 2½ time. Klokken var 19 da vi forlod Aasiaat og det var flot at se byen fra havsiden. Det var også fantastisk at sejle mellem fjeldene mens mørket stille faldt på. Heldigvis var vandet stille og turen forløb glat derud. Så vi havde god tid til bl a. at diskutere telefonmasternes udbredelse i Grønland, helikopterruter og stjernernes placering generelt.

Patienten vi skulle hente var stabil og vi fik en hurtig melding fra bygdesygeplejersken mens vi gik fra sygeplejestationen til båden. Jeg var lidt betænkelig over at patienten var nødt til at kravle 2 meter ned af en stige på kanten af molen, for at komme ned i båden.
Der var lige et tidspunkt hvor jeg følte større behov for ilten, end patienten.

Turen tilbage til Aasiaat gik fint. Patienten var fortsat stabil og frembrød ingen akutte situationer. Det betød at der var tid til at gå ud og se på himlen, der var fuldstændigt klar. Månen oplyste de snedækkede fjelde og midt over himlen bølge en stribe nordlys, med stjerne som baggrund. Flot Grønlandsk nat.

Da vi nåde havnen holdt ambulancen klar, så vi kørte "hurtigt" til sygehuset, så patienten kunne gennemgå undersøgelserne og en behandling kunne bestemmes.
Efter en arbejdsdag fra 0730-0100 var jeg lidt brugt da jeg gik hjem.

(forhåbentligt kommer der lidt billeder fra turen senere)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar