Søndag morgen kl. 0730 begav vi os mod færgen. Der blæste en vældig vind fra syd, med super kold luft direkte fra indlandsisen. Færgen kæmpede da også noget med at komme i havn. Så meget at Torben nåde tilbage efter en trøje og så alligevel fik det koldt af at vente.Vel ombord på færgen, gik vi i gang med morgenbuffeten og havde en god, men gyngende, sejltur.
Cirka en time før ankomsten til Ilulissat begyndte mængden af isbjerge omkring skibet at vokse betragteligt. Heldigvis havde vinden lagt sig en del, så vi kunne stå og nyde synet af disse kæmpe is kolosser, vejret var også blevet fint med sol og blå himmel.
Desværre var skibet blevet noget forsinket og de 4 timer i land var skrumpet til 3. Men vel forberedt sat vi kursen direkte mod den gamle heliport hvorfra vi skulle følge en vandrerute. På vejen kom vi forbi hundesletten og den gamle kirkegård. Der var en del sne og Torben vandt prisen for bedste styrt, mens jeg vandt for styrt i dybeste snedrive.
Efter passage af et par stigninger blev vi ramt af det storslåede syn ud over isfjorden. Det kan simpelthen ikke beskrives med ord og ingen af de billeder jeg har taget er lige så storslået som udsigten og naturen her. Isbjergene knækker af isbræen i bundet af fjorden og sejle ud mod havet. Fjorden er 1200m dyb, men ved mundingen er vandstanden kun 3-400m, hvilket betyder at isbjergene går på grund og klumper sammen, indtil de bliver tvunget videre ud i havet af isen fra fjorden.
En mængde af farvespil i isen, fantastiske former, solen der blive dækket af skyer så hele udsigten ændres, lyden af is der knækker og knager og ind i mellem dette, dyb stilhed.Sagt på en anden måde: det perfekte sted til kaffe og chokolade.
Vel tilbage på skibet, skulle vi se udsejlingen fra Ilulissat. Nu var solen dækkes af dis, hvilket betød at isen fremstod i mange blå nuancer. Endnu et fantastisk syn.Aftensmaden stod på friskfanget laks og ellers blev der slappet af i skibets biograf. Vel tilbage i Aasiaat, hvor det var begyndt at sne, satte vi kursen mod sygehuset. Klar til vagt næste morgen.
Se flere billeder her: http://picasaweb.google.com/J.N.Mogensen/September09?feat=directlink
Ingen kommentarer:
Send en kommentar